De der forbudte tanker

 

Så er har vi taget hul på døgn 4 med syge børn, og jeg kan mærke at jeg begynder at blive en smule presset, både mentalt og fysisk. Søren havde overnatning i Odense lørdag til søndag, og har også været småsyg siden han kom hjem søndag, så jeg har stået med børn, husholdning og ikke mindst mit arbejde selv de sidste mange dage. Og i virkeligheden føler jeg næsten ikke at jeg kan tillade mig at brokke mig, for vores børn er vitterligt næsten aldrig syge, så det er så sjældent at vi står i denne her situation, til forskel fra andre jeg kender og har hørt om der nærmest køre flere måneder med on / off sygdom, og mister deres arbejde pga for meget fravær osv. MEN alligevel…. jeg kan bare mærke at mit overskud ligger på et MEGET lille sted lige nu. Jeg vrisser af ungerne, og får ind imellem svaret dem meget upædagogisk, hvilket gør at jeg render rundt med den dårligste samvittighed når de så endelig er puttet, hvilket giver mig endnu mindre overskud, og så er der ellers nedadgående spiraleffekt for alle pengene!

Det føles som min barsel med Malthe…. at være presset på denne her måde. At konstant at skulle tilsidesætte mine egne behov, endda for helt simple ting som fx et bad. I går da ungerne var puttet og der reelt var tid til bad, brugte jeg jo istedet tiden på at få ryddet op, gjort rent, og ordnet vasketøj, og da klokken så var 23.30 stod der altså bare ikke wellness på programmet. Dengang i min barsel græd jeg…. meget…. nok næsten hver dag faktisk… Jeg havde SÅ svært ved at være i det, og jeg må indrømme at jeg til tider tænkte at jeg faktisk godt kan forstå kvinder der forlader mand og børn. Det er den mest ambivalente følelse jeg NOGENSINDE har haft… Det der med at føle at jeg ikke kunne være i nærheden af mine børn, og deres far, så meget som 2 minutter uden at jeg ville miste forstanden, og samtidig, så findes der jo INTET sted i hele verden jeg hellere vil være end sammen med dem. Det er RØVsvært at skulle rumme begge følelser samtidig, og jeg føler mig sgu stadig den dag i dag som en kæmpe fiasko når jeg må indrømme at jeg ikke kan rumme ungerne længere. Hvilken mor kan ikke rumme hendes børn?? Jeg følte det dengang som om jeg sad alene på en øde ø, med mine 2 børn, og vandstanden bare steg og steg, og jeg var ved at drukne langsomt. Det var SÅ ensomt, og jeg HADEDE det følelse, og jeg var helt ærligt så vred, bitter og skuffet på Søren over at jeg skulle have det sådan. Jeg mente jo, ( og mener iøvrigt stadig ), at hvis man kan se at den man elsker, er ved at drukne, om end ikke bogstaveligt, så gør man alt hvad man kan for at redde vedkommende. Det har taget mig RIGTIG lang tid at give slip på de følelser, og jeg kan mærke at når vi har sådan en periode her, hvor jeg føler mig så tyndslidt, og at jeg trækker det tunge læs, så blusser det hele op igen. Jeg kan næsten blive “misundelig” på alene-mødre, da de jo i det mindste har fri hver 2. weekend, eller måske endda oftere! Og ja jeg er 110% klar over hvor hvor dumt det lyder, og selvfølgelig er livet på ingen måde nemmere som alenemor!! Men jeg får noget så ondt af mig selv, og tænker tilbage på livet inden børn. På den frihed jeg slet ikke fik nydt nok. På al den mig-tid jeg havde, som jeg sætter så stor pris på. På alle de sjove byture og ferier jeg var på. Og på at jeg ikke skulle stå til ansvar over for nogen! Og jeg skal huske mig selv på lige at stoppe op, og tænke over hvor dumt det er, og hvor pisse heldig jeg er, at have en skøn lille familie, som jeg jo altid har drømt om.

Nu skal der jo ikke gå komplet selvynk i den, men jeg synes faktisk at det er vigtigt at man italesætter de her dumme tanker og følelser vi render rundt med indimellem. At man indmellem godt må indrømme at man trænger til en lille pause fra dem man elsker allermest. Hvad tænker i? 🙂

Marlene Lentz