Lidt om det der søvn – og hvad der sker når man ikke får det!

 

Lad mig først og fremmest advare jer om at dette ikke bliver et af de der sjove indlæg, hvor i kløjes i grøntsagssmoothien ( eller colaen ) over mine sjove replikker…..

…. For at blive frarøvet sin søvn igennem flere år er sgu helt ærligt bare ikke pisse sjovt, HELLER ikke set i bakspejlet! Nogle af mine mest “likede” indlæg på Instagram har været dem omkring de gigantiske søvn issues vi havde i en del år hjemme hos os, og det forstår jeg egentlig godt!! Når man ikke får sin søvn fylder det ALT i dit liv! Det gennemsyre dit forhold til dine børn, din kæreste, familie og venner. Du performer ikke på dit arbejde, og er i bund og grund en meget sølle udgave af dig selv. Og her snakker jeg altså ikke om at ungerne har hostet i en hel uge, og man derfor er i minus på skønhedssøvnen, her snakker jeg om når du måned efter måned – år efter år, kun lige skraber de timer til dig, der gør at du ikke kollapser iløbet af dagen! Det her indlæg har egentlig været længe undervejs, men jeg må sgu helt ærligt indrømme at jeg ikke har haft pisse meget lyst til at dykke ned i de år igen, ene og alene fordi de stadig sidder i mig, som en slags post traumatisk stress, og jeg bliver stadig ked af det og indebrændt når jeg tænker på den tid, og snakker om det. Men jeg synes samtidig at det er vigtigt at dele mine oplevelser… Måske sidder der en træt mor og læser med. En mor som udover søvn, har allermest brug for at vide at der er håb, og at hun nok skal komme igennem det.

Jeg vil ikke uddybe nætterne, eller forklare hvad der præcis gjorde hvorfor at jeg ikke sov mere end det absolut minimale i knap 3 år….. 

Kort fortalt så var det en kombi af amning, 2 børn lige i streg og en datter med et dengang enormt dårligt sovehjerte og voldsom Night Terror der gjorde nætterne lange, skræmmende og endeløse for mig. Jeg vil egentlig hellere fortælle lidt om hvad det gjorde ved mig som person, som mor, og ved mit og Sørens forhold. Hvordan det fik mig til at føle, og hvilke tanker og følelser det satte igang hos mig dengang….

Når man bliver presset helt ud på kanten…

Jamen først og fremmest så ligner man jo en omvandrende Zombie – en MOMBIE som man vist kalder det 😀 Ting som personlig hygiejne, træning, selvforkælelse med lækre hudplejeprodukter, hårkur osv. bliver byttet ud med hurtige sukkerfix og masser af koffein! Jeg havde ikke overskud til at ses med mine veninder, og hver gang vi skulle noget med familien ønskede jeg mig bare et værelse med en seng hvor jeg kunne krølle mig sammen istedet. Mit indtag af smertestillende piller var skyhøjt, da jeg konstant havde hovedpine, og så var jeg bare grundlæggende ked af det, vred og indebrændt!!! Hvorfor sov alle andres børn bare igennem?? Hvorfor var det så nemt for andre? Hvad gjorde jeg forkert? Jeg synes især det var hårdt når andre fortalte om hvordan DE gjorde med deres børn. Bedrevidende mødre i mødregruppen, eller i vennekredsen, som – garanteret velment, delte ud om deres opskrift på succes- også selvom man ikke havde bedt om den!! Skal vi ikke lige engang for alle konstatere at børn – ligesom voksne, er forskellige, også i forhold til søvn!!! Nogle gange kan du gøre ALT rigtigt, køre benhårde putterutiner, have læst alle bøger om børn og søvn, udfylde søvnskemaer, betale for zoneterapi, homøoterapi ( Yes I did it all ) og lige lidt hjælper det. Højst sandsynligt så kommer du og dit lille nattemonster til at sove igennem igen…. det tager bare tid… I mellemtiden så find en måde at komme igennem det på, der fungere for alle parter…. Det var virkelig her at jeg fejlede BIG TIME!!!

Jeg var ikke god nok til at bede om hjælp, eller til at tage imod det når det blev tilbudt…..

Når man har barsel så har du basically én opgave, og det er at passe dit barn, THAT´S FUCKING IT, tænker mange – ofte nok mænd eller kvinder der aldrig har været på barsel selv!! Men du skal dælmdusme også passe på dig selv!! Jeg følte at det var vigtigt at jeg skulle holde et smukt hjem, lave alt babymad fra bunden ( lad være – ungen vil alligevel hellere æde det fra pakken ) ses med veninder, og deltage i mødregruppen en gang om ugen, sørge for hjemmelavet varm aftensmad hver dag, osv osv osv. Oveni det så var Søren – helt ærligt heller ikke god nok til at tage over. Han arbejdede jo! Så når han kom hjem skulle han jo holde fri! Jeg kan mærke at hårene stadig rejser sig lidt i nakken på mig, for shit hvor har vi haft mange disksutioner omkring det her. For på den ene side kan jeg jo sagtens følge hans ( dengang værende ) synspunkt, og det var jo ikke fordi at jeg ikke kunne unde ham fritid og søvn… men hvad så med mig?? Hvornår skulle jeg så holde fri?? Hvornår skulle jeg sove? Samle energi og overskud? Når nogle så endelig tilbød mig at tage lidt over, fx min svigermor eller mor, så kunne jeg slet ikke give slip og slappe af… til dels var min krop fanget i en slags “fight – flight” tilstand og jeg var i konstant alarmberedskab, tildels pga manglende søvn, men også denne her nye rolle som mor, for et lille hjælpeløst menneske, som jeg slet ikke vidste hvordan jeg skulle varetage, men som jeg jo bare vidste at jeg ville beskytte og passe på for alt i livet. Jeg frygtede at andre der prøvede at hjælpe ikke gjorde det “godt nok”, og at der kunne ske noget med mit barn. Jeg led af angst for natten hver aften, og selvom både Søren og mit barn var faldet i søvn om aftenen, sad jeg ofte på sengekanten og græd – bange for at ligge mig til at sove, jeg vidste jo at det kun var et spørgsmål om en time eller to førend jeg ubarmhjertigt ville blive revet ud af søvnen igen, og så var nattevagten igang.

 

Jeg var så ufattelig skuffet på alle parametere i mit liv!!

Jeg var skuffet over at det her med at blive mor, slet ikke var så rosenrødt og fantastisk som jeg havde regnet med. Jeg var skuffet over Søren,og at han ikke formåede at samle mig op når jeg havde brug for det, tage over, og lade mig pust ud og lade op. Og jeg var skuffet over mig selv. At jeg ikke formåede at håndtere det hele bedre. Jeg græd… meget i de år! Jeg husker at jeg engang sagde til Søren at jeg nogle gange tænkte at det ville være bedre at være alene-mor…. for så ville jeg i det mindste have fri 2 nætter og 2 dage hver 2. uge!!! 🙁  Som jeg startede med at skrive så sidder det stadig i mig, alle de følelser, og hvor ked af det jeg egentlig var. Det har taget tid for mig at “tilgive” Søren, og give slip på min skuffelse, jeg ved jo at han aldrig har gjort noget for at såre mig bevist, men det har været svært, og det sidder helt ærligt også stadig lidt i mig. Som fx når han beretter til nybagte forælre om hvor “HÅRDT” det er med en baby. Jeg får helt ærligt lyst til at slå ham…. hårdt… i hovedet…. med en stor skovl!!! For hvad f….. ved han om hvor hårdt det er!?! Jeg er nødt til at huske mig selv på at alt er relativt, og selvom Søren måske ikke har haft det nær så hårdt som mig, ( efter min mening ) så kan han jo stadig godt synes at det har været hårdt. Og så har jeg iøvrigt bedt ham på en pæn måde om at skrue ned for selvynken når jeg høre det, da det fremprovokere voldlige tendenser hos mig jeg ikke helt selv er herre over! 😉

Og hvor vil jeg så hen med det her indlæg….? 

Først og fremmest så vil jeg lade dig vide at du ikke er alene. Dig der sidder der lige nu, med store render under dine glasklare øjne og frygter den natten der kommer. Du skal vide at du kommer igennem det, og selvom du føler at du ikke kan klare så meget som en eneste nat mere! Det kan du! Jeg vil have at du skal forstå at det her er et kort kapitel i en lang skøn fantastisk fortælling om dig og dit barn. Jeg vil bede dig om at overveje din prioritering en ekstra gang! “Jamen der skal jo gøres rent og” STOP!!! Overvej det sagde jeg…. find ud af hvor du kan gå på kompromis, måske er det rengøringen, måske er det madlavningen, måske er i så heldige at i har råd til et par timers rengøring om ugen. Læg en plan… for alle de ting du kan styre! Jeg prøvede i flere år at ligge en plan for hvordan jeg skulle få mit lille søvnfrarøvende bæst til at sove, men måske jeg i virkeligheden skulle have lagt en plan for hvordan jeg selv kunne få mere søvn. Måske jeg havde haft mindre udgifter til botox den dag i dag, fordi jeg ikke havde været så indebrændt og sur i 3 år, who knows ;-D Og sidst men ikke mindst så vil jeg sende dig det største og kærligste kram, og huske dig på hvor f…. sej du er!! Det du gør lige nu er muligvis det hårdeste du nogensinde kommer til, men du klare det. Og jeg lover dig at du får søvn igen, det skal nok komme! Indtil da, træk vejret, tag det en dag af gangen, husk at gøre noget godt for dig selv, og vigtigst af alt, og ultimativt den største kliché: Nyd det lille lækre menneske som forårsager alle dine frustrationer, lige om lidt er det her kapitel slut, og du ville ønske du kunne læse bogen forfra igen!  <3

(slutvis skal jeg selvfølgelig lige tilføje at man jo aldrig bare skal acceptere at et barn skriger natten lang, som forældre undersøger man selvfølgelig alle muligheder, og går til læge osv. min pointe er blot at NÅR du har udtømt alle muligheder og fået tjekket dit barns helbred, øre, osv. så er der nogle gange kun accept af sitautionen tilbage, og så må man navigere ud fra det 🙂

Marlene Lentz